19.-27. august

Find lommelygten frem og kom med ned i de tyske fæstningsanlæg på Fanø og i Esbjerg, tag på omvisning i Gravlunden – eller udnyt en enestående mulighed for at komme ned i en tysk hospitalsbunker i Vognsbølparken, der har været tildækket i årtier.

Dagene fra lørdag den 19. august til søndag den 27. august er fyldt med muligheder for at gå på opdagelse i sporene fra 2. verdenskrig. 

Rundvisninger i kanonstilling Fanø Nord

Foreningen Fanø i Atlantvolden viser rundt i bunkerne nord for Nordby. Fanø var en vigtig del af Esbjergs befæstning og blev kraftigt udbygget med 300 bunkers, betonveje, kanoner mm. Og der blev sendt så mange arbejdere og tyske soldater til øen, at fannikkerne kom i undertal.

Tid og sted: 19. august og 20. august. Begge dage fra kl. 10 til ca. kl. 12. Husk praktisk fodtøj og en god lommelygte. Du kan gå eller cykle fra færgen ad grusvejen Vesternasen øst for den gamle efterskole og ud til flugtskydnings-banen (Ca. 20 min.).
Pris: 100 kr. Børn over 12 år 50 kr., mindre børn gratis. Book billet på tlf. 23255330 eller mail@hans-egebo.dk. Betaling kontant el. mobilepay til rundviseren.
Museum. Se foreningens flotte museum under brandstationen på Stadionvej 14, indgang fra vest, åben kl. 14-16. Pris: 20 kr. Børn over 12 år 10 kr., mindre børn gratis.

Rundvisninger på Fliegerhorst Esbjerg

Turen begynder med et besøg i Tarp Bunkermuseum. Herefter er der rundtur på den gamle tyske flyveplads med kig ned i bl.a. kommandobunkere og bunkeren ved Solbakkegård. Det var den, der blev ramt under det allierede angreb på flyvepladsen 27. august 1944.

Tid og sted: 19., 20., 22., 24., 25. og 26. august. Alle dage start kl. 16 ved Tarp Bunkermuseum. Afslutning ca. kl. 19. Husk lommelygte og vandtæt fodtøj. Max 15 deltagere pr. hold. Turene kan også gøres på tysk.
Pris: 225 kr. Børn under 12 år 100 kr. Kun tilmelding og forudbetaling på 21406804 – ring og hør nærmere.

Med guide blandt krigsgrave

Gravlunden er en af Danmarks største krigsgravpladser. Her er modstandsfolk og søfolk fra Esbjerg begravet, men der ligger også over tusind soldater og krigsflygtninge fra seks kontinenter. Få historien om nogle af alle disse skæbner.

Tid og sted: 23. og 24. august. Begge dage kl. 19-20.15. Mødested: Kapellet i Gravlunden.
Pris: 100 kr. Billetter købes online (Tak til det Gamle Rådhus i Ribe for at lade os låne deres billetsystem)

Under jorden i Vognsbølparken

Grib en unik mulighed for at udforske Esbjergs hemmelige undergrund og kom med ned i en tysk hospitalsbunker fra 1944. Bunkeren bliver udgravet i anledning af ”Besat – befæstet – befriet” og er kun åben 26.-27. august. Medlemmer af Foreningen Esbjerg i Atlantvolden fortæller om hospitalsbunkeren, der var er én af Esbjergs omkring 650 tyske bunkere. Bunkeren udgraves af arkæologer fra Sydvestjyske Museer den 24.-25. august, hvor området er afspærret. Man er velkommen til at følge udgravningen uden for afspærringen.

Tid og sted: 26.-27. august. Begge dage kl. 11-17. Gratis. Brug P-pladsen på Gl. Vardevej ved Mågeparken over for Blue Water Arena og gå ad Mågeparken ind i Vognsbølparken og følg skiltene til bunkeren. Husk godt fodtøj og lommelygte.

Kommandocentralen i Strandskoven

Gå ad de tyske betonveje med start på Gl. Vardevej mellem Blue Water Arena og Rybners til det kæmpe betontårn midt i Strandskoven. Her er der adgang til kommandocentralen Ugruko under betontårnet, byens største tyske bunker på over 500 m2. Medlemmer af Foreningen Esbjerg i Atlantvolden og folk fra Esbjerg Ungdomsskole fortæller om anlægget og viser rundt.

Tid og sted: 26.-27. august. Begge dage kl. 11-17. Gratis. Husk godt fodtøj og lommelygte.

To sider af Esbjerg Flyveplads

Hør om de tyske befæstningsanlæg på den gamle lufthavn og om livet i flygtningelejrene efter 1945.
Morten Jensen, formand for Foreningen Esbjerg i Atlantvolden og historiker Søren W.K. Rasmussen, Sydvestjyske Museer/Historisk Samling fra Besættelsestiden øser af deres viden.

Tid og sted: 22. august, kl. 19-20.30, Ovenlyssalen, Esbjerg Museum, indgang Nørregade 25.
Pris: 50 kr. Billetter købes online. (Tak til det Gamle Rådhus i Ribe for at lade os låne deres billetsystem)
Ledige billetter sælges i døren via MobilePay.  

 

 

Aktiviteterne indgår i  ”Besat – befæstet – befriet ”, som  er blevet til i et samarbejde mellem

Esbjerg Museum

Esbjerg Ungdomsskole, www.esbu.dk

Foreningen Esbjerg i Atlantvolden, www.esbjerg-i-atlantvolden.dk

Foreningen Fanø i Atlantvolden, www.fia.dk

Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-45, www.hsb.dk

Sydvestjyske Museer, www.sydvestjyskemuseer.dk

Tarp Bunkermuseum, www.bunker75665.dk