Museumsmagasinet gemmer på mange spændende ting og sager, som ikke kan udstilles alle sammen. I efterårsferien har vi gjort plads til nogle af dem, for gennemgangen af Sydvestjyske Museers samling af værksteder har bragt mange sjove ting for dagens lys.

I foråret fik Sydvestjyske Museer sammen med en række andre museer en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen til at gennemgå sin store samling af værksteder fra det gamle Esbjerg.

Modisten og maleren
De samlingsansvarlige har løbende lagt fascinerende genstande til side og holdt øje med de gode historier. Det er nu blevet til en lille udstilling af fire værksteder på Esbjerg Museum.

Man kan se genstande fra modisten (hattemageren), der lå i Skolegade til at begynde med og senere flyttede til Kongensgade.
Der er fine forme fra bageriet Frista, Sædding Strandvej, og selvfølgelig er der genstande fra værkstedet, hvor ”Den lille -” og ”Den lange maler” huserede.
Endelig er noget af ravsliberens værktøj også udstillet.

Hvad er det?
Gæsterne inviteres til at se udstillingen men også til at deltage i en quiz, for museet udstiller også genstande fra værkstederne uden forklaring og beder gæsterne komme med deres bud på hvad det dog kan være.
Svarene vil blive afsløret løbende på vores facebook-side efter den 18. oktober. Følg med på facebook.

FAKTA

Quiz’en afvikles fra lørdag den 10. oktober til og med søndag den 18. oktober.

Børn kan udover quiz’en også muntre sig med historiejagten: ”Hjælp buddrengen Erik!”, der foregår i 1930’ernes Esbjerg.

Miniudstillingen ”Håndværk i Esbjerg” kan ses til og med den 22. november

Læs pressemeddelelsen fra 4. marts 2020: Museet gennemgår gamle Esbjerg-værksteder

Billedet øverst:
Dette besynderlige apparat indgår i vores efterårsferie-quiz

 

Mette Slyngborg
  1. Museumsinspektør
  2. Cand.mag. Kultur og æstetik
  3. 51 68 40 90
  4. mes@sydvestjyskemuseer.dk