af Stephen Demény

Sydvestjyske Museers to udstillinger om Dannebrog er afsæt for fotokonkurrence. Alle kan deltage i dysten og samtidig bidrage til vores samlinger og således hele den danske kulturarv.

Med to udstillinger markerer Sydvestjyske Museer, at 2019 ifølge sagnet er 800-året for, at Dannebrog dalede ned fra himlen og vendte krigslykken for kong Valdemar Sejr i Estland, og udstillingerne er nu afsæt for en fotokonkurrence.
Alle kan deltage i konkurrencen med afsæt i ”Flag og følelser” på Esbjerg Museum og ”Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat” på Museet Ribes Vikinger.
Og konkurrencen er samtidig en indsamling af materiale til Sydvestjyske Museer, så deltagerne også kommer til at bidrage til vores arbejde og således til hele den danske kulturarv.

Udtrykket er afgørende
Et flag. Et nationalflag. I sig selv blot nogle sammensyede stykker stof. Farvetryk på papir. Men lige så simpel en ting, et flag umiddelbart er, lige så stærke følelser kan det vække i mennesker.
Og nu spørger Sydvestjyske Museer dig, om du har et fotografi, der fortæller om Dannebrog og følelser.

Det kan være et gammelt, gulnet billede i dine gemmer, som du finder frem til os, fordi det fascinerer dig.
Det kan være et helt nyt billede, fordi du lige pludselig står overfor et motiv med Dannebrog, der vækker noget i dig og får dig til straks at trække mobilen op af lommen eller kameraet op af tasken.
Den fototekniske kvalitet betyder mindre.
Det er indholdet, hvad dit billede formår at udtrykke, der er afgørende.
Og det kan også være både negative og positive følelser i forhold til Dannebrog, dit billede udtrykker.

20 bliver udstillet – én vinder kåres
Vi skal have dit bidrag til konkurrencen og vores samlinger senest tirsdag den 3. september.
Det er vigtigt, at du sætter nogle ord på, hvad der er på dit billede, og hvilke følelser det udtrykker, og medsender din beskrivelse.
Du skal oplyse dit fulde navn, din adresse, dit telefonnummer og din e-mailadresse.
Du må dog gerne være anonym i forbindelse med afviklingen af konkurrencen.
Sydvestjyske Museer forbeholder sig retten til at anvende alle bidrag til konkurrencen i sit arbejde og at offentliggøre dem.

I første omgang udvælger vi 20 billeder, som bliver udstillet i Esbjerg Museums centralhal lørdag den 12. oktober i forbindelse med årets udgave af Kulturens Døgn i Esbjerg.
Du får besked om, hvorvidt dit bidrag er udvalgt tirsdag den 10. september.

Fredag den 4. oktober mødes en jury bestående af formanden for Esbjerg Fotoklub, Poul Helt, billedkunstneren og allround-kulturpersonligheden Flemming Rendbo, Esbjerg, og leder af Historieenheden hos Sydvestjyske Museer Lulu Anne Hansen.

Udstillingen den 12. oktober åbner klokken 10, og klokken 10.30 bliver det afsløret, hvilket bidrag juryen har udvalgt som det vindende.
Præmien for det vindende bidrag er fire voksenbilletter til Sydvestjyske Museers nye Jacob A. Riis Museum i Ribe. Der er fri entré for alle under 18 år.

Også afstemning på Facebook
Der er faktisk to konkurrencer, for mandag den 21.oktober åbner en publikumsafstemning mellem alle de indsendte bidrag.
Afstemningen slutter først lørdag den 1. februar næste år, og hvilket bidrag, publikum har valgt som det vindende, bliver afsløret lørdag den 8. februar.
Præmien for publikumsfavoritten er ligeledes fire voksenbilletter til Jacob A. Riis Museum.

Send bidrag hertil
Indsend dit bidrag med beskrivelse samt dit navn og kontaktoplysninger til konkurrence@sydvestjyskemuseer.dk.
Husk at sende billedet i høj opløsning.